Operation Dinesen

Udenrigsministeriet kalder operationen succesfuld, og en højtstående officer sagde få dage efter, at ingen danske soldater var i fare.

Men sandheden er en anden.

Radio24syv fortæller, hvad der i virkeligheden skete under Operation Dinesen i Afghanistan.

De danske kampsoldater blev bombet, og Taliban grinede af dem…

København, 2015

»Det er svært at nå frem til det væsentlige, selv hvad krig angår, fantasien gør længe modstand,« står der i ’Rejsen til nattens ende’ af Louis-Ferdinand Céline, veteran fra Første Verdenskrig. Den bog lå jeg med i hænderne, få minutter før Taliban angreb.

Jeg tænker tit på den sætning.

Officererne, dem der planlagde Operation Dinesen, kalder det en succes. Det gør Udenrigsministeriet også.

Men kampsoldaterne, os der udførte opgaven, får et fjernt blik i øjnene, når talen falder på de to oktoberdøgn i 2008. Vi begynder hurtigt at tale om en snu fjende, der havde gennemskuet planen, og for vores indre øre hører vi den hæse lyd af granater i luften. 

Mit eksemplar af ’Rejsen til nattens ende’ smed jeg ud. Jeg fik den aldrig med hjem fra Afghanistan. Den fugtige varme åd limen i ryggen, og siderne gled ud.

Men jeg har købt en ny udgave. Den minder mig om, at der mangler et par sider i historien om Operation Dinesen.

De skal fortælles nu.

Så vi husker det væsentlige og glemmer fantasien.

Denne historie er blevet til på baggrund af aktindsigt i fortrolige militærrapporter og interview med 30 kampsoldater, høj som lav.

De har alle bidraget med foto, filmklip, lydoptagelser og bider fra deres hukommelse.

Ingen af dem kalder Operation Dinesen en succes.

Afghanistan

23. oktober 2008

»FUCK, FUCK, FUCK, FUCK, FUCK!«

Kort efter solen gik ned var Lambertsen på vagt med Meier. De to kampsoldater sad på hjørnet af det hus, vi havde besat i den sydlige Helmandprovins, og gloede ind i en kulsort majsmark. Lambertsen havde været i Kosovo før. Meier var i Afghanistan for anden gang. 

»Angreb Taliban nogensinde om natten på Hold 3?« spurgte Lambertsen.

»Nej, de kan jo ikke se en skid,« sagde Meier.

Taliban, narkobaronerne, de kriminelle bander og alle de andre, der havde for vane at skyde efter os, brød sig ikke om at angribe om natten. Bortset fra rygter om, at en container fuld af natkampsudstyr var blevet røvet tidligere på året fra amerikanerne, var der heller ikke noget, der tydede på, at andre end NATOs soldater kunne se noget, når natten sneg sig ind på dagslyset.  

Det kom derfor som en overraskelse for Lambertsen og Meier, da projektilerne sprøjtede ud af mørket foran dem. De to kampsoldater så den første byge stryge forbi dem ude til højre. Meier kaldte op på radioen for at få fat i de andre vagtposter.

Ingen reagerede.

Da endnu en kugleregn fræsede henover landskabet, denne gang tættere på, skød de to danskere tilbage. Det afslørede deres stilling, og gav Taliban noget at sigte efter.

Kuglerne ramte den sandfarvede mur bag Lambertsen og Meier og slog støvskyer ud i luften.

Jeg havde sovet i tyve minutter og lå på den anden side af den mur, Meier og Lambertsen holdt vagt ved. Min gruppefører, Tradsborg, satte sig op med et ryk. Hans hænder var fanget i soveposen. Vi kiggede op i den åbne himmel.

Den var fuld af røde projektiler, der brændte mørket i strimler.

Tradsborg vendte sig mod mig, pupillerne var store, og inden han flåede sin udrustning på ryggen og greb sin riffel, råbte han »fuck« fem gange ned i mit forsovede ansigt og løb ud i ildkampen.

Det var sidste gang, jeg så ham, den aften.

Møghund på flugt

22. Oktober, 2008

Dagen før Operation Dinesen var vi i lejren Price. Det var her, vi havde feltsenge, badecontainer, kaffe, kage og vagttjeneste.

Lejren var bygget på et tomt stykke ørken i udkanten af byen Gereshk ved Helmandfloden.

Jeg boede sammen med seks andre danske soldater i et telt midt i lejren. Det var sandfarvet som alt andet og kunne kun skelnes fra de andre telte, fordi der stod C4 på plastikdøren.

Jeg sov ved siden af maskingeværsskytten Witthøft. En kronraget mandsling med et markeret, smalt ansigt og et temperament som en møghund på flugt.

Han havde været udsendt flere gange i dansk uniform, end han selv kunne huske, og det eneste, han for alvor brød sig om, var Cola Light og punkbandet Red Warszawa.

Vi lå bagerst i teltet, hoved mod hoved, og jeg elskede ham, men jeg havde for længst fundet ud af, at han ikke var bange for noget.

Det skræmte mig.

Jeg hedder Jimmy Solgaard, men dernede kaldte alle mig for JS. Jeg var næstkommanderende i en af delingens tre grupper, og det var en fed tjans, især fordi jeg med mine 33 kilo i oppakning var den letteste i gruppen, mens Witthøft var den tungeste.

Han havde 55 kilo med sig, når vi gik patrulje. Maskingeværet vejede 16 kilo, når den var ladt.

Jeg havde tilbudt at gå med noget af ammunitionen, men Witthøft ville hellere have det hele i sine egne tasker, »så slipper jeg for at råbe efter dig, når jeg løber tør,« som han sagde. 

Når jeg lå på min feltseng, kunne jeg se ind til HH. Vi havde tre kvadratmeter hver, og forskellen på HH og mig var, at jeg kunne finde ud af at rydde op. Han havde indrettet sig som en teenager, der hader sine forældre.

Hans feltseng var fuld af druesukker, tøj, slikpapir og ugeblade. I fodenden lå der en donkraft til en mandskabsvogn, og over den hjemmelavede hylde med toiletgrej havde han sat et sidespejl fra en firhjulstrækker.

Der stod han ofte og beundrede sit ansigt.

Han forsøgte at få skæg, men det blev kun til små, tjavsede klumper, der hang på hagen.

Mark dør først

Vi var en del af det sjette hold kampsoldater, Danmark sendte til Helmandprovinsen. Ud af kompagniets 132 mand havde de fleste været udsendt før. Til Afghanistan, Bosnien, Kosovo, Kroatien, Irak eller et af de andre steder, politikerne har sendt soldater til de sidste par årtier.

Delingsføreren Fenger var på sin tredje tur, signalmanden Oakley og den glade forsyner, Polle, var begge af sted for femte gang. Budde var udsendt med et dansk flag på venstre skulder for ottende eller måske niende gang. Han kunne ikke rigtig huske det, da jeg spurgte.

For de erfarne soldater var ISAF Hold 6 endnu en udsendelse til et sted i verden fuld af bevæbnet uenighed.

Kun tre konstabler i 1. deling var på deres første mission. Det var Mark, Møllgaard og mig. Mark var den yngste af os tre. Han var 22 år og blev ansat i kompagniet, kort tid før vi trådte ind i et fly iført sandfarvede støvler.

Vi fik ofte befalinger til den næste patrulje aftenen før i et telt midt i lejren Price. Hele delingen sad på brune klapstole, og foran os stod vores delingsfører, Fenger, og vippede i sine sandaler.

Han pegede på et kort og forklarede om patruljens formål, delingens formation og vejen dertil. Til sidst kunne der stilles spørgsmål.

Det benyttede Mark sig af.

Han stak en hånd i vejret under en af de første befalinger og spurgte Fenger, hvor stor risikoen var for et baghold på patruljen. Fenger kiggede op med sine glade øjne:

»Det ved jeg ikke, Mark. Men det er nok en god idé, at du tager din riffel med.«

I begyndelsen spurgte Mark ind til, hvad vores delingsfører vurderede som sandsynligt for morgendagens patrulje. Siden spurgte han direkte ind til det, han egentlig gerne ville vide:

»Hvad er risikoen for, at jeg dør i morgen?«

Det mobbede vi Mark med. Selv Fenger syntes, det var sjovt at drille ham. Under en befaling i lejren Keenan svarede delingsføreren:

»Risikoen er 20 procent, Mark. Hvis der er nogen, der dør i morgen, er det dig.«

Det blev en stående joke. Så længe Mark var i live, kunne vi andre slappe af.

Mark ville dø først, og sådan var det.

Camp Price

22. oktober 2008

Hvis jeg mister et ben

Adamsen, kompagniets major og chef, stod ved observationsposten mod nord i lejren Price og talte til os alle. Vi sad på lejrens mure eller i støvet foran ham og lyttede. Jeg kiggede op på den lyshårede major fra Sinding, og jeg forstod, at det var nu. Nu ville vi angribe.

»I er de bedste, vi har, til den her operation,« sagde han.

Planen var, at en gruppe britiske soldater skulle gå nordpå fra deres lejr, Keenan, og op i hovedet på Taliban. Når Taliban var optaget af at beskyde briterne, ville vi krydse en kanal og hamre ind i siden på Taliban med alt, hvad vi havde.

Vi skulle besætte to områder ved navn »Gold« og »Silver«.

Manøvren var planlagt af danske officerer, som gav den navnet Operation Dinesen, opkaldt efter Karen Blixens far, kaptajn Wilhelm Dinesen.

Jeg sørgede for, at alle i gruppen havde friske batterier, knæklys og strips, at der var toiletpapir på bilen, feltrationer nok og masser af vand, og så lagde jeg mig på feltsengen ved siden af Witthøft. Han var i gang med at se Star Wars på sin computer.

HH lå overfor og skrev dagbog.

Vi skulle op klokken fire, men vi lå og snakkede om damerne derhjemme, og vi fortsatte vores samtale om, hvad vi ville stille op, hvis vi mistede et ben eller blev dræbt.

HH ville begraves i et Darth Vader-kostume, og jeg havde den idé, at jeg gerne ville ansættes i Legoland som pirat, hvis jeg mistede et ben. Jeg ville købe et rigtigt træben og en klap til øjet. Det ville børnene ikke kunne stå for.

Jeg husker ikke, om jeg var nervøs. 

Gemmeleg på pandekage

23. oktober, 2008, kl. 04.15

Hele delingen stod bag bilerne og talte lavt med morgentrætte stemmer. Vi hjalp hinanden med at få grej på, som vi altid gjorde, før vi skulle ud.

Fragmentationsvesten skulle sidde ordentligt, så den ikke gnavede i hoften. Knæbeskytterne skulle placeres, så de ikke lukkede af for blodomløbet i underbenene, når man knælede ned. Sløjfen på de sandfarvede snørebånd blev presset ned i støvlernes kant med en finger. Drikketasken af mærket Camelbak blev fyldt op med to liter vand og hængt på ryggen på en måde, så den ikke kom i vejen for geværets rem.

Jeg kontrollerede elastikkerne, der holdt de syv magasiner nede i taskerne, og tog ladegreb på min riffel. Jeg sikrede mig, at splitten sad godt fast i toppen af håndgranaten. Den sad i en lille taske på min kampvest, og jeg tænkte tit på, at den danske håndgranat er den kraftigste i verden.

Finskytterne Guldager og KNE sad i deres pansrede bil og ventede på, at delingsføreren ville kalde op på radioen og sige: »Najne-nul, fremad, fremad.«

I det røde lys fra en pandelampe lyste de hinandens ansigter op.

Guldager tændte sit Olympus-kamera, som han havde fået med til Afghanistan af sin mor, Susanne:

Vi buldrede ud i ørkenen, ind gennem Gereshk by, over den gamle betonbro og op langs Green Zone; det grønne, frodige bælte, der bredte sig ud fra Helmandfloden med sine majsmarker, hashplanter, valmuer og langskæggede landmænd.

Vi standsede på en flad pandekage.

Der var ikke andet end et par beduiner, nogle kameler og tre-fire lerhuse. Resten var flad ørken under en klar, blå himmel. Det lignede en scene fra Star Wars, syntes Guldager.

”Jabba the Hutt bor lige derovre,” sagde han til KNE, som gav ham ret.

Morgensolen stod op, fed og bagende. Og så ventede vi.

De fleste sad op ad de pansrede mandskabsvogne i skyggen, nogle spiste lidt, andre hørte musik og døsede hen, mens vi ventede på, at næste trin i planen skulle iværksættes; At briterne ville ryge i et planlagt baghold, og at vi ville få ordre om »at sidde op« og angribe. Det kunne ske når som helst.

En britisk kamphelikopter kredsede over området. Tradsborg fulgte den med sin kikkert. Jeg så den slå en blød bue over Green Zone og forsvinde op i himlen.

Ingen vidste, hvor den kom fra.

Men den var på vej ind over det område, hvor vi havde tænkt os at overraske nogle talibanere.

Artilleriobservatøren Buschard slog opgivende ud med armene og smed sin hjelm i sandet. Tradsborg rystede på hovedet, og Witthøft kiggede på mig og konstaterede tørt:

»Jeg tror, Taliban har regnet ud, at de ikke skal angribe i dag.«

Mark havde talt med en britisk soldat, som også var chauffør på en pansret mandskabsvogn. Det var et udsat sted at sidde, når man kørte rundt i et land, hvor der efter sigende skulle ligge seks millioner russiske miner og et ukendt antal hjemmelavede bomber.

De to havde talt om, at hvis der skete noget, var de som chauffører besværlige at få ud fra deres plads forrest i køretøjet.

Samtidig sad de et sted, der ofte blev ramt, når bilerne kørte på nedgravede gaver i sandet.

Mark følte, at han måtte passe ekstra meget på sig selv, og briten fortalte, at han altid kørte rundt med fire knebelpres; en på hver overarm og en på hvert lår.

Knebelpres var et stykke sort velcro med en plasticpind. Mistede man en arm eller et ben, spændte man den om det kød, der var tilbage.

Plasticpinden blev vredet rundt, og vævet blev mast, indtil blødningen stoppede.

Mens vi ventede i ørkenen, kom Mark spankulerende mellem bilerne med fire knebelpres surret fast til uniformen.

De var klar til at blive spændt, hvis han skulle miste noget, og det var smart, syntes Mark.

Han sad bag rattet i bilen og skulle ikke løbe rundt som os andre. Han kunne ligeså godt være klar på det værste.

»Han har da taget pis på dig,« sagde Fenger, der sad i sandet og smilede op i solen.

»Men jeg er jo den første, der ryger,« sagde Mark.

»Det er selvfølgelig rigtigt,« grinede Tradsborg.

De britiske soldater traskede rundt i Green Zone det meste af formiddagen for at lokke Taliban frem. De patruljerede flere timer i 40 graders varme langt oppe i fjendeland.

Men Taliban gad ikke kæmpe med den britiske patrulje.
De havde set, at det var en fælde. 

Briterne gik på marker og stier, som de aldrig havde gået på før, fordi Taliban altid angreb, når NATO bevægede sig op i nærheden. 

Men Taliban blev siddende.

»Sid op,« skrattede Fengers stemme i radioen.

Vi hoppede på bilerne og kørte ind i området. 

København, 2015

Det er mere end seks år siden, at jeg sad og ventede i Helmandprovinsens ørken sammen med resten af kompagniet fra Holstebro.

Jeg har modtaget en stak papirer fra forsvaret.

Det er rapporter og notater, som de officerer, der havde ansvaret for manøvren, skrev få dage efter Operation Dinesen.

I det, der kaldes ’Post Operational Report’, bliver operationen gennemgået i detaljer. Den fylder otte sider og er forsvarets egen beskrivelse af hændelserne.

Planen for de første timer af operationen lyder sådan her:

»Den indledende fase var baseret på afledning for at finde og fastholde fjendens udrykningsstyrker, uden at fjenden opdagede, at afledningen var en del af en større operation. «

Men det gjorde fjenden. Opdagede os. Blandt andet fordi en kamphelikopter forvildede sig ind over området, hvilket kan få selv den mest hardcore kriger til at tvivle på sine motiver.

Samtidig er det ret usandsynligt, at vi ikke blev opdaget ude i ørkenen. Vi var over 100 kampklædte infanterister, der forsøgte at fløjte uskyldigt ud af mundvigen, mens vi ventede på, at den britiske patrulje, ville ryge i et baghold, der aldrig kom.

Fjenden havde opdaget, at det var klogest at blive siddende i skyggen, som der også står i rapporten:

»Uheldigvis besluttede de fjendtlige styrker ikke at angribe og accepterede patruljen.«

Det, der skulle kickstarte Operation Dinesen, var gået i vasken.

Søvn i fjendeland

Vi havde siddet med vores grej på en halv dag, og nu skulle vi ind i de huse, som vi fra morgenstunden troede, vi skulle slås om.

Vi skulle krydse en kanal, men den nærmeste bro var for usikker. Risikoen for miner og hjemmelavede bomber var stor.

Der blev derfor lagt en midlertidig hængebro, som vi krydsede med alt vores grej, og bilerne blev holdende på den anden side af kanalen.

Vi fortsatte til fods ind i terrænet og gik fra hus til hus og kiggede efter tegn på fjender.

Da vi nåede huset, Golf 14, var vi trætte. Det var et typisk afghansk lerhus med høje mure hele vejen rundt om en gårdsplads på størrelse med en håndboldbane. I midten var der en tørlagt brønd, og ved den ene langside skød fem små rum op af sandet.

Det var længe siden, der havde været nogen hjemme.

Vi gik og muggede over, at planen var ødelagt, mens vi smed vores grej og drak noget vand.

Nogle mente, at vi skulle være blevet i lejren Price og først køre ud, når briterne var faldet i et baghold. På den måde kunne vi holde det hemmeligt, at vi ville komme forbi og deltage i festen.

Andre mente, at det var for risikabelt. Det kunne betyde, at briterne ville blive dræbt, inden vi nåede frem. De var alt for få til at holde stand.

Det var det, der var meningen med den patrulje; at det skulle se nemt ud for Taliban.

Witthøft havde den idé, at vi skulle have sneget os ud af lejren om natten, svømmet op langs Helmandfloden, ud af den kanal vi stod et par hundred meter fra nu, og så storme lige op i hovedet på fjenden.

Drivvåde og kolde.

Jeg sagde, at det lød som noget fra en Steven Seagal-film. Witthøft nikkede bare og kiggede på mig, som om jeg endelig havde forstået, hvad krig handler om.

Vi forberedte os ikke ret godt til natten.

Der blev skrevet vagtplaner, og vi sørgede for, at der blev holdt øje med terrænet hele vejen rundt. Men vi gravede ikke gode skyttehuller, som vi havde lært. Vi fyldte ikke sandsække eller tænkte særligt over, hvor vi lagde os til at sove.

Jeg foldede mit liggeunderlag ud og lagde mig ved siden af min gruppefører, Tradsborg.

Mine forældre havde sendt en stak bøger ned til mig, og den aften var jeg i gang med ’Rejsen til nattens ende’ af Louis-Ferdinand Céline. Varmen fik bogen til at mørne i ryggen, og der lå allerede et par krøllede sider i bunden af min rygsæk.

Det var rart at læse sig ind i et andet hoved, når man forsøgte at sove i fjendeland. Det hjalp på nerverne. Da jeg lukkede øjnene, var det med en behagelig fornemmelse af, at jeg endelig kunne synke ned i søvnen et par timer.

Jeg sov i 20 minutter.

Kugleregn og tjørnebusk

20:07, 23. oktober, 2008

På den anden side af kanalen, 800 meter længere bagud i terrænet vågnede finskytten Guldager ved siden af sin pansrede mandskabsvogn. 

Lyden af projektiler, der slog hul på luften, havde vækket ham.

Han vred sig ud af soveposen.

KNE og ham selv fik hurtigt deres grej på ryggen og greb deres rifler. Fjenden var i gang med at angribe i mørke.

Oversergent Clausen, de to finskytters fører, lå fanget i sin sovepose. Lynlåsen var gået i baglås. Febrilsk forsøgte han at flå soveposen op. Han baksede rundt som en larve uden fødder, mens kuglerne hvislede gennem luften. Da han endelig kom fri, løb han i sikkerhed inde i den pansrede mandskabsvogn, hvor Guldager og KNE også var løbet ind.

De modtog Clausens kalkhvide ansigt med et grin.

Det var ikke første gang, de to finskytter havde set solen forsvinde bag en mellemøstlig horisont. Rejsen til Afghanistan var Guldagers sjette mission som dansk soldat. Det var KNEs femte.

Den karseklippede KNE med nordjysk dialekt og to eftertænksomme øjne var den rolige og imødekommende type. Hans makker, Guldager, var, med sit næsten to meter høje korpus, røde skæg og skarpe øjne, én stor muskel med kort lunte.

Tilsammen var de et finskyttehold. To specialuddannede kampsoldater, der kunne skyde og ramme på lang afstand med en finskproduceret Sako-riffel; et kraftfuldt våben med kikkertsigte og fem store projektiler i magasinet.

De løb ud af den pansrede mandskabsvogn for at finde en stilling. Helst et højt sted med godt udsyn over slagmarken. De løb mod et nærliggende højdedrag. På halvvejen opdagede Guldager, at den ingeniørsoldat, som løb med dem, havde glemt sin riffel i bilen.

Ingeniørsoldaten havde tydeligvis ikke lyst til at løbe tilbage gennem kugleregnen og hente sin riffel. KNE tog en hurtig beslutning: Han løb tilbage til bilen for at hente riflen, mens han tænkte på, at det eneste, der er værre end at befinde sig i en ildkamp, er, at befinde sig i en ildkamp uden sin riffel.

Imens fandt Guldager ud af, hvor det ville være godt at ligge. Det var hans job som observatør at finde en stilling, hvor skytten, KNE, kunne ligge godt med sin riffel, og hvor Guldager kunne åbne sit mobile kontor med afstandsmåler, kort, radio og vindmåler.

På toppen af højdedraget afleverede KNE riflen til ingeniøren og lagde sig ned ved siden af sin makker. Han så først tjørnebusken mellem sine ben, da det var for sent.

»For fanden! Der er altid noget i vejen med de her stillinger. Vi ligger altid i skarpe sten, torne eller menneskelort,« sagde han.

De rykkede lidt til højre. KNE pillede de værste torne ud af sine inderlår, fik placeret riflen foran sig og lagt sine albuer i skydestilling. Guldager kiggede på kortet og dannede et overblik over, hvor resten af kompagniet var i forhold til dem.

»ALARM!«

20:07, 23. oktober, 2008

I de første 20 sekunder skete der intet i Fengers hoved. Som delingsfører havde han trænet til det her i flere år, og det var anden gang han var i Afghanistan som officer. Men han sad helt stille og stirrede op mod himlen. Taliban angriber ikke i mørke, tænkte han. Først da en af vagtposterne begyndte at skyde, vågnede soldaten i ham.

»Alarm, alarm. Der er kamp!« råbte han.

Omkring Fenger lå der soldater og sov tungt med hovederne langt nede i soveposen. Fenger sparkede og råbte for at få liv i dem. De stirrede alle mistroisk op på deres delingsfører, som stod klar i fuld kampuniform.

Han havde lige været til møde, og var derfor ikke kommet tilbage i sin sovepose.

Under øvelserne i Vestjylland vidste alle officererne, hvornår »fjenden« ville angribe. De satte deres vækkeur til at ringe fem minutter før, så de ikke skulle stresse med at blive kampklare.

Derfor begyndte ildkampene på øvelserne ofte med en officer i midten af lejren i fuld kampuniform, som råbte af de menige.

Men det her var hverken planlagt eller i granskovene nær Holstebro.

Mens Fenger forsøgte at få et overblik, kom soldaterne ud af soveposerne, greb deres grej og løb ind i ildkampen.

Majsmarkens skygger

20:07, 23. oktober, 2008

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle løbe hen. Det havde vi ikke aftalt, inden jeg krøb i posen. Witthøft kom løbende skråt gennem gårdspladsen med sit maskingevær.

»Er der plads på taget?« råbte han og forsvandt ind i klumpen af folk, der stod og kiggede op mod det sandfarvede lertag. Der lå allerede et par stykker deroppe og tømte det ene magasin efter det andet.

Jeg løb forbi folk i færd med at krybe i deres udrustning; ansigter fulde af skygger, som råbte ned i deres radioer; forbi artilleriobservatøren, Buschard, der betragtede himlen, som om den havde forrådt ham.

I hjørnet, ved den modsatte gavl, sad en enkelt mand og holdt vagt ved en åbning.

Det var Møllgaard fra min gruppe.

En stor bøf med lav hvilepuls og et sløvt smil. Han sad med sin riffel over knæet og kiggede bagud i området, ned mod bilerne.

»Ved du, hvor de andre er?« sagde jeg.

»Jeg tror, Lambertsen sad på vagt, da det begyndte, men resten…«

Et brag buldrede henover himlen og trak ekkoer ned langs murene, så Møllgaard måtte råbe:

»Jeg aner det ikke!«

»Har du set nogen den vej?« spurgte jeg og kiggede ud i mørket foran Møllgaard, som rystede på hovedet.

Jeg løb ind gennem en smal åbning bag Møllgaard, og kom ind i et rum på størrelse med et badeværelse. Jeg klemte mig ind i hjørnet, hvor jeg kunne se ned langs gavlen; ned i den majsmark Lambertsen og Meier sad og stirrede ind i, da vi blev angrebet.

En af tolkene kom stakåndet ind i rummet. Jeg kendte ikke hans navn, men jeg havde hørt, at de andre tolke kaldte ham Lutfi. Han var spinkel, havde markerede kindben og mørkt hår, der sad i en hestehale.

Han satte sig i sandet bag mig med radioscanneren i skødet. Jeg bad ham oversætte, hvad der blev sagt på den anden side, hvad Taliban sagde.

Lambertsen kom gående langs gavlen. Jeg vinkede ham over. Han gled langsomt ned ad muren og satte sig ved siden af mig.

»Det er sindssygt derude,« sukkede han. 

»Hvem lå du med derude?« spurgte jeg.

»Jeg lå alene sammen med Meier, men Herløw kom derud og overtog, da det begyndte. Der er bare ikke noget at gemme sig bag. Man ligger helt ad helvede til.«

Jeg klikkede natbrillerne nedover øjnene. I det grumsede, grønne billede fremstod majsmarken foran som et uhyggeligt miskmask af lange blade og skygger.

»Er vi de eneste, der holder øje med marken?!«

Taliban på sengen

20:07, 23. oktober, 2008

Delingsføreren Fenger greb sin radio og forsøgte at kalde efter forstærkninger, men radionettet var rødglødende. Alle kaldte efter alle. Det var umuligt at komme igennem.

Han vurderede, at de kunne holde i fire-fem timer uden forstærkninger. Derefter ville det se sort ud.

Granater fra Taliban slog ind over dem og holdt soldaterne fra 1. deling langt nede i stillingerne. Fenger hørte et sus i luften. Muren fem meter ved siden af Fenger og hans signalmand, Aakjær, blev pulveriseret i et øredøvende brag. Fenger mærkede trykket klaske mod ansigtet og mistede bevidstheden.

Han kom til sig selv nogle sekunder efter.

Radiomanden, Aakjær, skubbede til ham:

»Hvaaa…« sagde han, »er du klar til at lunte videre?«

To granater slog i jorden foran Fenger og Aakjær. Alt rystede. Taliban havde taget dem på sengen.

Nu regnede det med granater.

Alle er døde, tænkte han

20:39, 23. OKTOBER, 2008

»Nu bliver 1. deling bombet,« sagde Guldager.

Finskytterne lå godt på højdedraget og kunne se ud over slagmarken, men deres nattesyn blev ødelagt af skærende fra granaterne, som slog ned ved huset, hvor 1. deling lå.

»Det kan umuligt være 1. deling, der ligger der. Taliban må være længere fremme, end vi regner med,« svarede KNE.

Guldager kiggede på sit kort igen

Der var noget galt. Den rødhårede finskytte havde været i forsvaret i 18 år. Han var sjældent i tvivl om, hvordan et militærkort skal vende.

Han kiggede ude i terrænet foran ham, så ned på kortet, så på sin makker, KNE, og tilbage på kortet.

Guldager var sikker: 1. deling befandt sig i det hus, som lige nu blev bombet.

Alle er døde, tænkte han.

Finskytterne lå med albuerne i sandet 800 meter derfra. Ude af stand til at gøre andet end at beskytte flanken, så de, hvordan et tordenvejr af granater haglede ned over deres venner.

En tolk i armhulen

20:39, 23. OKTOBER, 2008

Tolken Lutfi havde trukket knæene op til brystet og sad med radioscanneren på låret. For hvert brag sank han fire centimeter i ryggen.

Lambertsen havde sat sig ind i det lille rum hos Lutfi og mig. Lutfi sad en halv meter bag os og oversatte, hvad Taliban snakkede om. Jeg meldte det videre til resten af delingen.

»Taliban siger, at de har omringet os,« gispede han og rykkede hen til mig.

»Er det sandt?«

Lambertsen drejede i overkroppen og fik øjenkontakt med Lutfi.

»Nej,« sagde han.

»De prøver bare at holde gejsten oppe og få deres soldater til at tro, at de kan slå os.«

Efter at have set, hvordan Lambertsen med rolige bevægelser fandt en pakke cigaretter frem fra sin lårlomme og gavmildt delte ud, lænede Lutfi sig tilbage og sukkede.

Som et dæk, der taber trykket.

Fra Lutfis radio væltede det ud med, hvad der for mig lød som flere hundrede stemmer på én gang. Nogle mere ivrige end andre, enkelte var arrige, men hele tiden denne konstante plapren, umulig at forstå med danske ører, fra personer, der tilsyneladende ikke havde brug for at trække vejret.

»Hvad siger Taliban nu?« spurgte jeg.

»Ikke noget særligt. Det er bare talibanere fra hele Helmandprovinsen, der kalder op og roser de krigere, der kæmper i aften.« 

Himlen blev lyst op.

Tre tunge brag slog ned et sted bag os. Jeg kunne mærke trykket. Ekkoet rullede ud over marken, og støvet nåede næsten at lægge sig, før det igen peb fra himlen.

Lambertsen, Lutfi og jeg lagde os på albuerne med snuden i sandet.

På et øjeblik blev majsplanter blæst op og kilovis af jord, rødder og sten blev suget opad i ét stort drøn. Lutfi klemte sig ind i min armhule og pressede radioscanneren ind i sit øre.

»Taliban griner af os. De siger, at vi bomber os selv. Er det rigtigt?« spurgte han med en knækket stemme.

»Jeg aner det ikke,« sagde jeg.   

»Taliban har da ikke kanoner,« sagde Lambertsen og kravlede baglæns ind i rummet.

Det skrattede i radioen.

Jeg hørte den genkendelige kliklyd, når nogen klemmer om tasten på en mikrofon et sted. Det var Mark. Han sad på sin bil sammen med HH på den anden side af kanalen bag os.

»Bare rolig drenge. Jeg er okay,« sagde han og slap tasten.

I et øjeblik havde jeg overskud til at smile. 

Gennem åbningen ind til gårdspladsen kunne jeg se vores artilleriobservatør, Buschard. Han stod midt på pladsen og blev lyst op af skarpe glimt fra de 105 millimeter artilleri-granater, der slog ned rundt om os.

Han lignede et øjeblik Dirch Passer med sine lange lemmer og brølende ansigt, mens han over radioen forsøgte at få kontakt til briterne.

Han råbte ned i røret for at få briterne til at kontrollere, om de vidste, hvor vi lå, og om det var deres kanoner, der var på vej til at smadre det hus, vi havde tænkt os at sove i. 

»Kontrollér jeres ild! Kontrollér jeres ild!« råbte han til briten, der sad i den anden ende.

Lambertsen, Lutfi og jeg turde ikke rejse os op. Der gik fem sekunder, ti, femten. Jeg lå og lyttede til himlen i forsøget på at regne ud, om der var flere granater på vej.

Jeg tror, jeg holdt vejret.

Vi lå på maven og ventede på, at hele vores verden ville forsvinde med et dybt brøl, som vi aldrig ville høre.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå og spændte i ansigtet, men på et tidspunkt blev Lambertsen utålmodig.

Han satte sig op.

Vi delte en smøg og kunne pludselig høre fly og helikoptere.

Meldingerne begyndte at komme ind. Vi kunne få støtte fra luften, fordi himlen nu var tømt for granater. Og så vidste vi, at vi ville overleve. Eller sådan formulerede min hjerne det ikke. Den sagde:

»Jimmy, du kan komme i soveposen om lidt.«

Takket være Apache-helikopterne og et F-16-jagerfly kunne tanken om søvn vokse i mit hoved. De skød løs på alle de steder, hvor Taliban befandt sig. Huse blev bombet. De metertykke mure krøllede sammen som flamingo, og ekkoet vandrede ud over de buldermørke marker. Så var der stille.

Jeg kunne høre de andre juble ude i stillingerne. Lutfi gav mig hånden.

»Vi klarede den,« sagde han og smilte tamt.

København, 2015

Jeg får kuldegysninger i dag, når jeg hører lydklippet med Buschard. Han aner ikke, hvem der bomber os.

»Det er sandsynligvis en af dine folk,« råber han til briten.

Sandsynligvis.

Bombardementet stoppede, da al skydning i området blevet indstillet. Ingen måtte kaste granater nedover nogen. Kanonlinjen, der stod over 10 kilometer væk, stoppede derfor også, og hos os blev himlen tavs.

Jeg sidder med en artikel, hvor oberst Keld Christensen, udtaler sig om, at vi blev bombet af briterne. Han var bataljonschef og dermed vores øverste officer. Det er sært at læse hans version af hændelsen.

Keld Christensen bekræfter, at granaterne slog ned tæt på os, men han siger, at det var med fuldt overlæg, og at der ikke var nogen danske soldater i fare under bombardementet. Det fortalte han til en journalist fra Ritzau kort tid efter operationen:

»I kampsituationer sker det, at man kalder støtten tæt på soldaterne. Men det kan vi gøre uden at tage tab, fordi vi har gode procedurer.«

Jeg har sendt artiklen rundt til flere af mine kolleger, der var med på Operation Dinesen.

De forstår ikke den udtalelse.

Finskytten, KNE, der så bombardementet på afstand, var dengang overbevist om, at det ville koste nogle af hans kammerater livet. Derfor er han vred:

»Når bataljonschefen siger sådan noget, er det, som om det slet ikke er sket. Det var en fejl, og det er vi alle enige om. Hvorfor kan han ikke bare være ærlig?«

Keld Christensen er i dag vicechef for Hærstaben. Han sidder på sit kontor i Karup i en af forsvarets nyindkøbte uniformer. De tre hvide stjerner, der sidder midt på hans bryst, er tydelige på Skype-forbindelsen.

Jeg genkender ham med det samme. Det korte grå hår og det mystiske smil tager man ikke fejl af. 

Keld Christensen ærgrer sig over, at en stor gruppe af de soldater, jeg har talt med, opfatter hans udtalelser som løgnagtige.

»Når man bliver interviewet på en international mission, går budskabet mange steder hen. Det betyder meget, at vi også kommunikerer til vores pårørende. Vi vil ikke give anledning til unødig uro i forbindelse med sådan en operation,« siger han. 

Jeg spørger, om det betyder, at hensynet til de pårørende var større end at fortælle, hvad der faktisk skete under Operation Dinesen. Det afviser den tidligere bataljonschef:

»På det tidspunkt, interviewet blev givet, var det det bedste gæt på, hvad der var sket; at der var tale om ildstøtte, som var meget tæt på. Og i alle tilfælde er det én  ting, hvad vi siger offentligt, på et tidspunkt hvor tingene er uafklarede. Noget andet er, hvad vi undersøger selv og melder tilbage internt i organisationen.«

Kan du forstå, at soldaterne på jorden oplever, at du som bataljonschef lyver?

»Jeg kan godt forstå den opfattelse. Men havde vi vidst på det tidspunkt, at der var tale om en fejl, havde der ikke været noget til hinder for at sige, at det var sådan. Men det var ikke erkendt på det tidspunkt, og det var vigtigt at sende et budskab til de pårørende om, at vi havde styr på tingene.«

Golf 14

24. oktober 2008

Jorden var sveden

Lige efter solopgang, 24. oktober, 2008

Sune sad i en afghansk gårdsplads i Helmandprovinsen. Han lignede en festivaldeltager efter fire døgns druk og 12 heavy-koncerter.

Her var der bare ingen alkohol. Ingen musik. Men vi havde alle tømmermænd.

Taliban havde taget røven på os, briterne havde bombet os ved en fejl, og det havde efterladt dybe huller i markerne omkring os. Et par enkelte havde fået mindre brandsår, og Witthøft var blevet strejfet på ballen af et fragment.

Han stod nu i den anden ende af gårdspladsen og talte med Møllgaard.

Et par minutter efter trådte han sin smøg død i sandet og gik op mod mig, vippende i overkroppen som han plejede, som om der altid kørte en tung basrytme i hans baghoved.

»Jeg melder, at jeg har skudt tomt for 7.62 og mangler fire styks ni-millimeter,«  sagde han.

Han elskede at gøre nar af de militære kommandoer ved at overdrive brugen af ord som »javel«, »modtaget« og »melder«.

Altid med en art vesterbro-dialekt, der fik sætningerne til at hænge et ukendt sted mellem sarkasme og alvor.

»Det er 750 bønner til maskingeværet og… hvorfor skød du med pistolen?« spurgte jeg.

»Ja, nu kan jeg sige, at jeg har brugt Neuhauseren i kamp,« grinte han.

Min gruppefører, Tradsborg, sad ved siden af mig. Han havde mørke rande under øjnene, og solen så ud til at irritere ham.

Jeg havde ikke set ham under angrebet.

Vi vågnede ved siden af hinanden, da det begyndte, og så løb vi i hver vores retning. Nu sad han i skyggen og sugede dovent på en cigaret med krudtslam i ansigtet. 

Vi talte ikke ret meget om, at briterne havde bombet os. Vi var ikke vrede på dem, men vi var heller ikke imponerede.

Briterne havde flere gange ramt både danskere og deres egne i Afghanistan. På Hold 4 i 2007 mistede to danskere livet, fordi briterne ikke kunne styre deres Javelin-missiler. På samme måde fik to britiske soldater sprængt deres kroppe i stykker på Hold 6.

Lige efter solopgang den 24. oktober gik jeg rundt mellem rygsække, feltrationer, tomme patronhylstre og fyldte soveposer, der hævede og sænkede sig langsomt, når mine kolleger åndede ind og ud.

Madsen havde vagten. Han stod med sit lange, fedtede hår og lænede sig ind i kolben fra geværet, der var lagt i et hul i muren og pegede ud over pløjemarken foran. Han lignede Tom Hanks i filmen Cast Away.

»Det var tæt på i går, hva…« sagde han og grinede sin ru latter.

Himlen var blå og pletfri. Madsen stod og trippede i morgenkulden, og det var den eneste lyd, jeg kunne høre. Støvler i sand. Jeg kiggede ud af hullet i muren. Der var store fordybninger i marken. Jorden var sveden.

Jeg gik om foran huset, hvor Lambertsen og Meier havde ligget, da angrebet begyndte. De tykke mure var fulde af huller, og i jorden foran var der sat fodaftryk, der pegede i alle retninger.

Jeg hørte ingen hunde. Ingen fugle. 200 meter længere ude var der en række træer, og det så ud, som om der var en grøft foran. Det var der, de havde ligget. Taliban.

København, 2015

Vi blev bombet af briterne. De granater, der ramte tættest på, var ikke længere væk end 15 meter. Alene trykket på den afstand kan rive trommehinder i stykker.

Granaterne blev bestilt af en artilleriobservatør, som befandt sig længere tilbage i terrænet. Han ville gerne hjælpe.

Ideen var, at granaterne skulle ramme Talibans stillinger.

Ikke vores.

Han kaldte positionen ind på radioen og gav de fornødne oplysninger til briterne, der stod ved kanonerne cirka 10 kilometer væk, så de vidste, hvor de skulle skyde hen.

Men de regnede galt.

Granaterne fløj derfor lidt for langt. En regnefejl var skyld i, at vi danskere holdt vejret og håbede på, at vi ikke blev blæst til røde dråber.

Men det vidste vi intet om på det tidspunkt.

Dengang var det vigtigste, at vi var i live. Alle mand. Vi kunne alligevel ikke køre ud og banke på en britisk hjelm og spørge, hvad de tænker på, når de bomber.

Vi kunne til gengæld gøre noget ved, at Taliban havde overrumplet os. Vi kunne forberede os, hvis de skulle komme tilbage.

Men først skulle vi gå en patrulje. Vi ville finde fjendens stillinger, og der var stadig huse, der skulle undersøges, før operationen var slut.

Blod på væggene

Formiddag, 24. oktober, 2008

Jeg gik bag Witthøft. Remmen på hans maskingevær knirkede. Mine støvler var tunge af mudder, og jeg bøvlede med at få min hjelm til at sidde ordentligt, imens vi gik fremad langs markerne.

Vi var 30 mand, der slangede os langsomt gennem terrænet.

Der lå døde får væltet om på siden. Ramt af enten os, fjenden eller granaterne fra luften. Vi gik langs grøfterne, kiggede efter ting, der måtte være tabt, og forsøgte at regne ud, hvor Taliban havde ligget.

Jeg så en sort sko og gule menneskelorte.

Vi kom hen til et hus. De sandfarvede mure var tre meter høje, og træernes grene ragede ind over dem med deres stærke grønne farve. Metalporten blev åbnet af den forreste mand i delingen. Vi drejede ind i en stor gårdplads. Der var planter langs kanten, og midt på pladsen lå hundredvis af majs og tørrede i solen.

Ved den ene langside var der fem mindre rum. Alle med en dør ud mod gårdspladsen. Der lå tøj og sko i de mørke hjørner. Lidt køkkengrej. Noget brænde. I et lille værelse hang en plakat med en afghansk bodybuilder. Han skulede med glinsende biceps og viste tænder i et arrigt smil.

Der var ingen hjemme.

Vi undersøgte endnu et hus. Heller ingen hjemme. Der lå tynde tæpper fladt på gulvet ved siden af hinanden i et mørkt, køligt rum. I den ene ende hang et par svedne gryder og en blank termokande med plads til fem liter. Der var blod på en væg.

I et andet rum var der endnu mere blod. Der lå sandsække på jorden, og stod man på dem, kunne man se ned til vores stillinger. Her havde der stået en mand, en kriger.

Han var blevet ramt. 

HH slæbte det tunge maskingevær op til Golf 14. Sammen med en kammerat var han i gang med at fylde sandsække, da vi kom tilbage fra patruljen. De havde lagt maskingeværet i en revne i væggen. Det mørke metal skinnede, og de tunge patroner hang klar i båndene under låget.

Taliban lå ude i buskene og kiggede på os. Vi kunne høre dem på radioen. De talte om, hvad vi lavede.

Vi huggede huller i murene, placerede rifler overalt, fyldte sandsække og møvede albuerne ned i jorden for at få en bedre skydestilling.

Sune og Hans viklede sprængsnor rundt om et træ foran huset og væltede det, så vi kunne få frit skud. Oversergent König fra 3. deling fandt en gravko og gravede stående skyttehuller til sine folk.

Vi hældte de lunkne feltrationer i os, og jeg gik på vagt med et tomt hoved.

København, 2015

Hver måned sendte officererne en rapport hjem til Danmark. Det var korte beskrivelser af de hændelser, vi havde været igennem i løbet af en måned. En slags intern dagbog over den generelle situation, som den så ud, når ledelsen kiggede ned over de opgaver, der blev løst i Helmandprovinsen.

I den månedsrapport, hvor Operation Dinesen bliver omtalt, kan jeg læse, hvad det overordnede formål med operationen var:

»Formålet var at afskrække, forstyrre og hindre fjendens brug af terrænet.«

Det havde vi ikke gjort. Tværtimod. Vi havde mødt en fjende, der havde brugt terrænet bedre end os.

Før de angreb vores stillinger, angreb de lejren Keenan, der lå et par kilometer længere sydpå. Her lykkedes det dem at fyre en raket ind over murene og ramme en bygning midt i lejren.

Eksplosionen gjorde en dansk logistiker døv på begge ører.

Det var ikke noget stort angreb, bare et lille prik, som sandsynligvis blev gennemført for at se, hvad der skete, hvis de angreb lejren, når der blev kørt en stor operation længere nordpå. Det kunne jo være vi alle sammen trak os ned til lejren for at forsvare den. 

Efter at have forstyrret lejren Keenan kom fjenden op til os, hvor de angreb fra flere sider. I mørke.

 »Fjenden har vist sig at være meget dygtig,« står der i den efterfølgende ’Post Operational Report’. Her står der også, at Talibans angreb blev »succesfuldt neutraliseret.«

Vi mødte en snu og modig fjende, der overraskede os. Og så forsvarede vi vores stillinger.

Taliban vidste, at de havde gjort det godt. De kom i hvert fald tilbage cirka samme tid dagen efter.

Ildkamp på stige

19:20, 24. oktober, 2008

Jeg stod på en stige, da vi blev angrebet igen. Det var lige blevet mørkt. Meldingerne begyndte at komme ind på radioen. Der var set fjender længere bagude. For langt væk til at jeg kunne hjælpe.

Mine kolleger var i gang med at koordinere et samlet ildoverfald.

Oversergent Clausen ville bombe de fjender, der var i færd med at krybe frem ude mellem træerne. Han havde kontakt til den danske mortér-sektion, der altid var klar til at fyre granater af på Clausens ordre.

Jeg trak min riffel længere ind i skulderen og fortsatte med at scanne området foran min observationspost. Jeg delte terrænet op i mentale trekanter og afsøgte systematisk alle hjørner og skygger. Ledte efter fjendtlig bevægelse.

En gren faldt ned. Ligegyldigt. Videre.

En grøn metalport klaprede let i sin ramme. Videre.

En fugl svævede op i en bue og landede på en sten.

Videre.

En skygge flyttede sig sidelæns bag et træ.

En mand? Et barn? En hund?

En stor hund.

Okay.

Videre.

Jeg hørte mortérnedslag. Kort efter kunne jeg høre et maskingevær, der spyttede projektiler ud over markerne bag mig. Den fræsende lyd fik mig til at smile.

To lysglimt sprang ud af en skygge foran mig, 40 meter væk.

Det var mundingsglimt fra en riffel.

Der var larm på radioen, men jeg hørte ét af projektilerne suse forbi mit hoved. Jeg greb fat om granatkasteren, der sad under skæftet på riflen, sigtede en anelse højere end skikkelsen og fyrede den første granat af. Den forsvandt ind i mørket og sprang.

Jeg tømte et halvt magasin i samme retning og slap aftrækkeren.

At se en mand dø

19:20, 24. OKTOBER, 2008

Finskytterne Guldager og KNE havde i løbet af dagen lavet seks forskellige stillinger, tegnet små skitser over terrænet og målt afstande til træer og bygninger. KNE vidste præcis, hvor han måtte skyde, og hvor der lå venner.

Finskytterne lå i et skamskudt afghansk hus, hvis praktiske formål for længst var glemt. For at skabe sigtbarhed i mørket sendte oversergent Clausen, deres fører, nogle specielle raketter ud over terrænet.

De lyste området op med infrarødt lys, som kun kunne ses med det natkampsudstyr, der sad på soldaternes rifler.

At se to menneskeøjne med lysforstærkende kikkerter er som at se natoptagelser af en løve på Animal Planet. Øjnene lyser op som gråhvide prikker på savannen.

Guldager så et par øjne i sin kikkert. 

»Det er 400 meter væk,« sagde Guldager efter at have udpeget målet.

KNE pressede riflen ind i skulderen, tog sigte og klemte let på aftrækkeren med det yderste af sin pegefinger.

Han ramte den bevæbnede mand i brystet. 

Dåseskjul

19:40, 24. OKTOBER, 2008

De blev kaldt »dåserne«, delingens tre pansrede mandskabsvogne. De var parkeret på en linje bag en vold og sikrede flanken.

Mark stod på den midterste bil.

HH og Mark var et makkerpar. Mark var kører på bilen, HH var vognkommandør. I seks måneder kørte de deres gruppe rundt i Helmandprovinsen, mens de talte sammen i telehjelmen.

De var altid sammen, men ikke denne aften.

HH var gået op i Golf 14 sammen med en kammerat og et tungt maskingevær. De stod nu og skød ud over marken foran huset.

Mark var blevet tilbage på dåsen. Klar til at forsvare sig selv og de få soldater, der befandt sig bag kanalen, 800 meter fra os andre.

Da projektilerne begyndte at regne ned mod ham, kom Albech løbende. Han var chauffør på en af de andre biler, og var alene ligesom Mark.

Albech løb ind i mandskabsvognen for at hjælpe til.

Mark var betænkelig. Han syntes, der var langt til de nærmeste kolleger. Taliban kunne komme alle vegne fra, og Mark stod i en tydelig silhuet med overkroppen frit fremme på toppen af bilen.

Tre skikkelser kom ud fra et af lerhusene foran Mark. Cirka 150 meter fra mundingen på hans maskingevær. Deres silhuetter var tydelige, da de gik ud i det åbne.

Mark fulgte dem i nogle lange sekunder.

Den forreste gik med et raketstyr af typen RPG-7; et panserværnsvåben. De to bagerste havde tasker på ryggen med flere raketter, som ragede op bag deres nakker og raslede fra side til side.

Mark kunne se det hele igennem sin lysforstærkende kikkert.

»Jeg skyder,« sagde han.

Den store kaliber på maskingeværet fik tårnet til at ryste, og de tomme hylstre, på størrelse med en bred pegefinger, klirrede ud under maskingeværet og lagde sig i messingfarvede bunker på bilens panser.

De første projektiler slog i jorden foran de tre skikkelser.

»Halvt mål op,« korrigerede Albech.

Skikkelserne frøs midt i deres bevægelse fremad. Mark pressede tommefingrene ned igen og skød byger. Nu ramte han.   

Projektilerne rev noget af en overkrop, måske en arm, måske en halv skulder. Kødlunsen fløj ud mod højre. Det gjorde raketstyret også.   

»Du fik dem kraftedeme!« råbte Albech.

Den tredje og sidste skikkelse løb om bag træerne og trykkede sig mod jorden. Han lå på alle fire. Mark fyrede mere end 100 projektiler ned omkring træernes rødder.

Der var jubel på dåserne.

Efter Operation Dinesen blev det aldrig siden nævnt, at Mark ville være den første i delingen, der døde.

Brev til Taliban

Finskytten Guldager samlede patronhylstret op fra støvet. KNE tog det fra ham og puttede det i lommen.

Da de blev uddannet finskytter, lærte de om den psykologiske effekt ved, at fjenden kender til, hvor godt man kan skyde.

De lærte også, at alle patronhylstre skal med hjem, så fjenden har svære ved at se, hvor finskytterne har ligget.

Guldager fik en ide. 

Han lokkede hylsteret ud af KNE og fik tolken til at skrive en besked til Taliban på en lap papir. Guldager tog sedlen og satte den fast i lermuren ved at hakke hylsteret ned midt i papiret.

Tolken havde skrevet: »Denne kugle ramte en talibaner.«

København, 2015

Der hænger en krigsdagbog på Holstebro Kaserne. Den tilhører fjerde mekaniserede infanterikompagni ved Jydske Dragonregiment.

Mit gamle kompagni.

Her kan man læse en kort beskrivelse af de ildkampe, kompagniet var en del af. Der står hvilken deling, der var involveret i kampen, hvilke våben de blev beskudt med, hvor lang tid kampen varede, og om der var døde eller sårede på vores side. 

Der står også, hvor mange fjender vi slog ihjel. En vurdering som bygger på efterretninger og de situationer, hvor vi soldater er helt sikre på, at vi ramte og dræbte.

Under Operation Dinesen vurderes det, at vi dræbte 24 talibanere.

Toppen af forsvaret og Udenrigsministeriet roser operationen i deres rapporter, selvom hovedformålet ikke blev opfyldt. Opgaven blev gennemført, men projektet lykkedes ikke.

Formålet var at »afskrække, forstyrre og hindre fjendens brug af terrænet.« 

Måske forstyrrede vi fjenden en smule. Men vi hverken afskrækkede eller fjernede dem fra området.

De fik nye forsyninger, nye krigere, et par dage efter. Den information fik vi, da vi kom tilbage til lejren Price. Efterretnings-afdelingen havde allerede hørt via Talibans radioer, at de nye krigere var ankommet til området.

Det vil sige, at Taliban igen havde magten over lokalbefolkningen kort tid efter operationen. Eller som bataljonschefen, Keld Christensen, udtrykker det i dag:

»Vi opnåede, i hvert fald for en tid, at få øget bevægelsesfrihed i området.«

På Operation Dinesen mistede ingen danske soldater livet.

Det er det bedste, man kan sige om den manøvre.

»Markant var den succesfulde Operation Dinesen.«
Udenrigsministeriets rapport over indsatsen i Helmand, 2008
»Flere havde huller i soveposen bagefter.«
Kasper »KNE« Madsen, finskytte
»Dinesen var en velplanlagt og godt udført operation.«
Post Operational Report, 2008
»Det er et mirakel, at ingen danskere blev dræbt.«
Bjarke Fenger, delingsfører

Research og interview

Simone Okkels, Morten Sahl Madsen, Kristian Bay Klausen,
Morten Fillipsen, Michael Leander Bech Særkjær og Jimmy Solgaard

Video, lyd og foto

Morten Fillipsen, Peter Dremstrup,
Henrik Hammerholt Skipper Larsen og Jimmy Solgaard

Design og kode

Peter Dremstrup

Tak til alle medvirkende soldater og deres pårørende

Hør radioudsendelserne Se kort